CLUB GYDA PÅ TEATER 95B

CLUB GYDA PÅ TEATER 95B , ODENSE C

STEPP 2 –   Fredag d. 3 marts kl. 19.30 – Koncert og film

Steppeulvene på nye læber med den originale ulv, Preben Devantier, bag trommerne.Steppeulvenes LP ‘Hip’ fra 1967 var en epokegørende milepæl i dansk musikhistorie. Den var det første rigtige danske beatalbum indeholdende originale dansksprogede tekster. Nu har Preben Devantier samlet et band der genopliver disse numre på fornemste vis. Derudover spilles nyere originale numre komponeret over digte fra digtsamlingen ”Ønsket om ordlyd” også af Eik Skaløe.
En hel særlig småsyret aften med Preben Devantier på trommer, Eik Skibdal på vokal, Keld Andersen på guitar og kor og Kaj Webster på bas og kor.  OBS! Bagefter ser vi filmen om Eik Skaløe.

LASSE OG MATHILDE – søndag d.30 april kl. 15

I stue med folk-duoen Lasse og Mathilde – Den gode tekst i centrum.
Det var Tove Ditlevsens digte, der var årsag til at de mødtes. Lasse skulle skrive musikken, og Mathilde skulle fortolke de smukke tekster, det blev til albummet ”Pigesind”. Siden har de som musikalsk kærestepar sat musik til og fortolket massevis af gode danske tekster af forfattere som Jesper Jensen, Poul Henningsen, Jan Toftlund, Martha Christensen, Ib Michael og mange flere. Club Gyda har bedt Lasse og Mathilde om at binde os en buket af de sange, de holder mest af, samt fortælle lidt om de historier, der ligger bag. En hyggelig eftermiddag med musikalske perler på snor. OBS! Kaffe og kage indgår i prisen.

BO EVERS – Fredag d. 15 sept. kl. 20 – Koncert

Bo Evers med orkestret Gypsy Vendetta.
Der er ingen tvivl om, at musikeren Bo Evers er helt sin egen, både hvad angår opbygningen af sine tekster, sit musikalske univers, den særlige stemme og måden at anskue verden på. Den unikke sanger optræder sammen med det vel spillende orkester Gypsy Vendetta, hvis spillestil giver associationer til fransk akustisk jazz a la Django Reinhardt. Bo Evers udgav i slutningen af 2016 dobbelt EP´en ”STIV & BLØD” , og af andre kendte sange kan nævnes ”FRED” fra 2014 og ”BARRY WHITE” fra 2015. Vi glæder os meget til denne koncert i Club Gyda – en aften med humoristiske sangtekster der flyver afsted på sprød musikalsk sigøjnerbund.

 

ELISABETH GJERLUFF NIELSEN– lørdag d. 7 okt. kl. 15 – Musikalsk kaffesalon
ARANGEMENTET ER DESVÆRRE AFLYST. VI BEKLAGER

”Fortrydelser” – Ikke et foredrag – ikke en koncert, men – et MUSIK-FOREDRAG. Elisabeth Gjerluff Nielsens musikforedrag tager udgangspunkt i den liste FORTRYDELSER, som en australsk sygeplejerske har samlet over sine patienters oftest udtrykte refleksioner på dødslejet . De 5 hyppigst tilbagevendende udsagn; eksempelvis at man fortryder at man fik arbejdet så meget– eller levet så lidt efter egne og ikke andres mål og vurderinger. I musikforedraget indgår både opfordring til kinddans, samt genhør med kendte, såvel som nyere sange, f.eks. “en sømand som dig”, “dronning for en dag” og “sotto voce”. En eftertænksom eftermiddag med en dejlig sangskriver, forfatter og komponist.
OBS! Kaffe og kage indgår i prisen.